Fra Ulla til klubbens medlemmer:
Kære medlemmer,
I fredags indviede vi saunaen. Måske I så det på FB – måske I har set noget i aviserne – måske ikke. Her vedhæftes talen, der blev holdt og et par billeder fra Sjællandstidende.
Vi kunne kun invitere få – op til 10 – så indvielsen måtte foregå af tre gange. Det var sponsorere, politikere, nabo-foreninger og håndværkere, der var inviteret.
Det var et savn at I ikke også kunne være med.
Sorø Vinterbadeklub er jer – uden jer ingen forening.
Jeg vil gerne sige jer tak for at have holdt ved jeres medlemskab trods de manglende faciliteter, holdt ud – for nogen af jer i 8 år – at vente på saunaen og alle de muligheder den giver, og hold af at være sammen og bade, snakke sjovt og alvorligt, dele diverse fif og ideer og forberede kyndelmisse, fuldmånebadning mm. Tak til alle jer, der har været trofaste og arbejdsomme når praktiske opgaver skulle løses. Det har været uvurderligt!
I forbindelse med indvielsen af saunaen er pionértiden også slut og en tid med driftsopgaver venter. Jeg har ønsket at stoppe som formand når målet var nået, og ”iværksætter”- perioden var slut. Jeg vil stadig være aktivt bestyrelsesmedlem og vil kaste mig over at udvikle medlemsaktiviteter. Else bliver vores nye formand og Inge fortsætter som næstformand. Derudover er Nils Frederiksen og Helle Popp stadig bestyrelsesmedlemmer.
Jeg vil gerne sig jer tak for tilliden til mig og for det mandat I har givet mig som formand gennem 8 år.
Tak til Inge for tale og blomster til mig sidst på indvielsesdagen.
Det bliver dejligt at ses igen – og vi håber på at smitterisikoen vil blive så minimal, at vi kan samles igen – nu i saunaen!
Kærlige hilsner
Ulla
Formand Ulla Charlotte Beck’s tale ved indvielse af ny sauna:
Når nyt liv skal skabes så skal noget forskelligt mødes. Nøjagtig som når et barn skal undfanges – skal noget forskelligt – kvindeligt og mandligt mødes i begejstring. Skal det resulterer i et barn kræver det et miljø der understøtter sund vækst. Vores barn – vinterbadeklubben ”Hold hovedet koldt” var ingen undtagelse. D. 16. januar 2012 fik jeg i et interview i Sjællands Tidende udtalt at jeg som vinterbader gennem mange år drømte om en sauna med udsigt over Sorø sø. Avisartiklen skabte en del henvendelser til mig om der var en vinterbadeklub? Og hvordan kunne man melde sig ind? Jeg måtte jo svare at det var der ikke – men det var vældig opmuntrende, at der var så stor en interesse. Også en lille angst i forbindelse med at bordet nu fangede – det forpligter at udtale sig offentligt! Samtidig var der en større gruppe, der badede nytårsdag. Heri blandt Else Friis. Hurtigt var et trekløver bestående af Inge Juhl, Else Friis og jeg sammen om at starte Sorø’s vinterbadeklub. Vi var og er forskellige. Vi mødtes og vi brændte for ideen. Et liv blev skabt. Barnet skulle have en identitet så et navn var påkrævet: ”Hold hovedet koldt” blev navnet – og det har vi så forsøgt siden – altså at holde hovedet koldt! – og iø hjertet varmt. Barnet fik et symbolsk cpr-nr – vores logo som billedliggører vores navn og aktivitet. Barnet blev døbt med et fyndigt rim-vers som alle nye medlemmer skal fremsige – mens de er i vandet – og dermed blive rigtige medlemmer. Ritualer er som bekendt vigtige når overgange skal markeres. Det lyder:
Vand er vådt – og vådt er godt
Vi bader selvom det er gråt
Vi hopper i og råber stolt:
Hold hovedet koldt!
27/11 – 2012 blev den stiftende generalforsamling. Den første tid – den tidlige barndom er som bekendt helt afgørende for resten af livet: Blev den grundliggende tillid til verden skabt? Ja, det gjorde den – vi oplevede en omverden der troede på os da vi rakte ud og da vi tog de første spæde skridt – D. 9/12 2012 fik vi overrakt Nordeas Kvartalsidrætspris på 5000,- kr. Vi fik i 2013-14 penge fra Trelleborgfonden og Sorø Spare- og Laanekasse, der gjorde det muligt at få tegnet projekt sauna ved Sorø sø. Vi søgte dispensationer fra Lokalplanen – fik meget praktisk hjælp fra Sorø Kommune og der var byrådsmedlemmer der gjorde et stort arbejde for at støtte vores projekt. Arbejdet med at søge fondsmidler gik i gang og var lidt mere tidskrævende end vi lige havde gjort os klart. I 2015 får vi medlem nr. 100 og vi har succes med medlemsarrangementer, firma-evnts og mest af alt kyndelmisse arrangement, hvor især Inge Juhl har gjort et enestående arbejde med organisering og kreative ideer. Mange medlemmer har bidraget med en enestående energi og flid. I 2017 når kyndelmissefesten nye højder med 40 nye badende gæster – i godt samarbejde med de øvrige søsportsklubber. Vinterbadeklubben har nydt godt af fiskeklubbens gæstfrihed – vi får lov at bruge klubhuset søndag morgener, hvor der bades og spises morgenmad i et berigende samvær. I 2018 er der 169 betalende medlemmer og vi optræder både i turistmagasinet for Sorø og på ”Dit Sorø”. Vi får sikkerhedsudstyr fra TRYGfonden – og har egen facebookside og hjemmeside.
Vi har løbende skrevet ansøgninger til fonde – fået afslag – blevet slået ud – rejst os op og søgt igen – og fået tilsagn. I den 7. beretning – sæson 2018/19 kan vi konstatere at det er lykkedes at samle 1,15 million kroner ind og vi kan bringe saunabyggeriet i udbud.
Nu står saunaen her og det skyldes mange menneskers indsats, men særligt skal Else Friis og Nils Frederiksen fra bestyrelsen nævnes, som ihærdige for det endelige resultat.
Der er mange vi skal sige en dybtfølt tak til for at vi kom hertil: Først og fremmest til de af vores mange medlemmer, der har bidraget livfuldt og engageret. I har været den grundlæggende forudsætning for at der var et foreningsliv, som var værdifuldt at støtte. Til de, der har troet på os – her nævnt i tilfældig orden. Malene Frandsen fra Nordea, Jens Kristian Poulsen fra Stiftelsen Sorø Akademi, Jesper Bach fra Sorø Laane- og sparekasse, Friluftsrådet repræsenteret ved Rolf Lehrmann og Jørgen Petersen, Sorø Fiskeklub ved Peter Machholdt, Sorø Sejlklub, LAG – lokale aktionsgrupper Midt og Nordvestsjælland – Nynne Larsby Friis var en stor hjælp for os, Lokale- og Anlægsfonden, Sorø Kommune repræsenteret ved borgmester Gert Jørgensen og formanden for kultur- og fritidsudvalget Bo Christensen, Spar Trelleborg /Sydbank, Veluxfonden, DGI og DIF’s foreningspulje, Brand af 1848 repræsenteret ved Henrik Kjærulff, Nordeafonden, SAGAtrim ved Alex Bagger, Værkerne repræsenteret ved Ole Ring og Lorenz Jørgensen som sprang til i sidste øjeblik og gjorde et mindre lån muligt. Stor tak til Uffe Søgård og øvrige håndværkere for et omhyggeligt og samvittighedsfuldt arbejde. Også de øvrige nabo-foreninger – Sorø kajakklub, Sorø roklub og færøsk forening skal nævnes her.
Man kan sige at barnet- Sorø Vinterbadeklub ”Hold hovedet koldt” nu – efter 8 år -er i sund trivsel god gænge og mere end skoleklar. Den tidlige og helt afgørende barndom er forløbet godt – fundamentet er stabilt – der har været den afgørende støtte og de nødvendige kriser for at normaludvikling kan foregå – lidt knubs – lidt skrammer – men den afgørende lyst til at rejse sig og gå videre er intakt.
Skolegangens udvikling er baseret på drift og vedligehold. Altså en ny fase, hvor der er brug for andre kompetencer på formandsposten – pionértiden er vel overstået. Det betyder også at vi har omorganiseret os i bestyrelsen således, at jeg træder tilbage som formand og bliver menigt bestyrelsesmedlem og kaster mig over andre medlemsaktiviteter. Det glæder jeg mig til efter 8 års fast udviklingsarbejde. Mit mål for etablering af en sauna ved Sorø sø er nået ved fællesskabets indsats. Else Friis træder til som ny formand og Inge Juhl bliver på posten som næstformand. Derudover består bestyrelsen af Nils Frederiksen og Helle Popp. Sammen vil vi løfte det mandat vores medlemmer har givet os – at fremme det sunde, sjove og energigivende fællesskab omkring vinterbadning i Sorø. Nu med Sauna.
Og hermed indvier jeg Sorø Vinterbadeklubs sauna..